Historien om Ramayana er baseret på sande og virkelige begivenheder, men disse begivenheder fandt primært sted i en tæthed højere i underoktaven end den nuværende vibration på Jorden for omkring 17,200 år siden i Jordens planetariske sfære på stedet kaldet Atlantis.
Atlantis blev regeret af entiteten ved navn Dasharatha, som havde fire sønner ved navn Rama, Lakshmana, Bharata og Shatrughna. Atlantis var fredeligt og velstående på den tid, og mange af menneskene var glade og lykkelige for deres livscyklus.
En gruppe fra det plejadiske sociale hukommelseskompleks besøgte Atlantis, da de var på en mission for at udforske det universelle kompleks og også for at udbrede viden om kærlighed/lys på stedet Atlantis i denne tid. Entiteten ved navn Dasharatha tog imod dem med åbne arme og lod dem lære af dem.
Plejaderne blev fascineret af det atlantiske sociale hukommelseskompleks' kultur og traditioner.
En gruppe af reptilske sociale hukommelseskomplekser, som på den tid levede på den indre jords planer, var ikke glade for ankomsten af det plejadiske sociale hukommelseskompleks og kunne se, at plejaderne var en trussel mod deres eksistens og deres formål med at udbrede negativ polarisering.
Det reptilske sociale hukommelseskompleks opfattede, at plejaderne var i Atlantis for at udbrede kærlighedsvibration, som vil hjælpe/fremskynde, at flere entiteter dimitterer til den positive fjerde tætheds bevidsthed.
For at stoppe planen besluttede det reptilske sociale hukommelseskompleks at angribe Atlantis for at tilintetgøre det plejadiske sociale hukommelseskompleks.
Entiteten Dasharatha og hans sønner Rama, Lakshmana, Bharata og Shatrughna vidste, at de måtte beskytte deres gæster. De besluttede at kæmpe mod det reptilske sociale hukommelseskompleks og førte Atlantis' hær ind i en slags forsvarskamp.
Kampen mod det reptilske sociale hukommelseskompleks var hård, men atlanterne kæmpede modigt, sammen med de energetiske kærlighedsvibrationer, der blev udsendt fra plejaderne.
Det reptilske sociale hukommelseskompleks blev besejret, og kun 25 % af reptilerne overlevede, og plejaderne var trygge i udbredelsen af kærlighedens lys i den tid.
Det plejadiske sociale hukommelseskompleks var taknemmeligt over for atlanterne for deres gæstfrihed og mod, og derfor besluttede de at dele deres viden og teknologi om manipulation af rum/tid og andre egenskaber ved hjælp af tankeformer med folket i Atlantis.
Atlanterne lærte en enorm viden fra det plejadiske sociale hukommelseskompleks. De fik information om stjernerne og planeterne, og de var også i stand til at lære at bruge rejser gennem rum/tid. De lærte også om den negative polaritet såsom de reptilske sociale hukommelseskomplekser og også hvordan man forsvarer sig mod negative energivibrationer.
Entiteten ved navn Ravana, som på den tid var konge over stedet kaldet Lemurien, hørte om atlanternes fremskridt og magt og besluttede at alliere sig med det reptilske sociale hukommelseskompleks for at angribe Atlantis på grund af Ravanas vibrationer af jalousi.
Ravana havde en plan om at bruge det reptilske sociale hukommelseskompleks til at erobre planeten og gøre atlanterne til slaver.
Rama og hans brødre var i stand til at forsvare Atlantis mod Ravanas planer og dens hær af negativt polariserede entiteter. Entiteterne var involveret i en lang kamp, men den positivt polariserede Rama og hans brødre kæmpede modigt med hjælp fra plejaderne. De var i stand til at besejre den negativt polariserede entitet Ravana og dens hær. Dette var sejren, som blev fejret af folket i Atlantis, en sejr over Ravana og det reptilske sociale hukommelseskompleks.
I modsætning til begivenhederne i de abrahamitiske religioner skete begivenhederne i Ramayana i en anden dimensionel virkelighed, meget adskilt fra illusionskompleksets nuværende tidslinje.
Historien om Ramayana bruges stadig i hinduistisk kultur som en reference til at undervise i positiv polarisering, venskab, mod og eventyr.